Tur til Norrbotten
Jeg elsker Norrbotten, så der skulle snakkes lidt før Tove var med på en tur til det vilde og øde område. Vi har brugt en del tid på at finde ting frem, som kunne være spændende at se. Så skal vi bare have et par ting mere til at spille med, så kan det blive en god ferie.
Grännastrandens Camping
Lørdag den 13. juni blev første dag på ferieturen, vejret i Danmark var ikke det bedste, vi har haft storm og masser af regn. I København er der kommet omkring 75 mm på to dage, Øresundsbroen har været lukket for lette køretøjer, så det har ikke været den bedste start på en ferie.
Men som mange andre gange, skal man kun kun på den anden side af sundet, så kommer det gode vejr. I dag skulle vi dog helt til Markeryd før det blev godt, men det blev også fint stille vejr, lidt sol, og cirka 14-15 grader, meget behageligt når man skal køre.
Første stop blev i Hörle, cirka 60 km før Jönköping, hvor vi spiste frokost. Næste stop var A6center i Jönköping, vi har aldrig før været i A6center på en lørdag, tror at de fleste fra området også skulle se hvordan der var der? Der var næsten ikke en parkeringsplads ledig, i hele centret gik man som sild i en tønde, så det var ikke så længe vi blev der, vi fik dog købt en køleboks til 12 volt, som skal bruges til bilen, når vi kører rundt uden vogn.
Grännastrandens camping skal være første campingplads, det er to år siden vi har været der, og den plads kan man ikke undvære så længe. Der er noget der trækker, skøn plads, skøn udsigt, dejlig havn, hyggelig by, ja alt ånder af ferie fred og ro.
Vi har samlet et par billeder på Gränna om pladsen og byen.
Ljusnefors camping
En campingtur kan hurtigt laves om, når det bare siler ned hele dagen. Vi havde nogle ting vi gerne ville se, men der blev bare hældt vand ned hele dagen. Skal man sidde og kigge på regnvejr? Eller skal man bare køre? Vi kørte og kiggede det man kan, når viskerbladene farer afsted hele tiden.
Ruten blev Gränna, hvor man har fået lavet en luftballon i rundkørslen ind til byen, mod Norrköping på E4, så skift til vej 55, mod Uppsala, skift til E4 og mod Gävle. Ved afkørsel 190 kørte vi af og til højre mod Björklinge, på gamle E4 mod Gävle. Vi har kørt flere gange på den gamle E4, men altid med masser af trafik, så vi har ikke fået stoppet ved manden i Läby.
Läby ligger omkring 6-7 km nord for Björklinge, manden har en passion med at samle på Hjulkapsler hele haven, træerne og stakittet er overbroderet med alle slags hjulkapsler, hvordan han får dem ved jeg ikke. Men det er sjovt at se, vi så det første gang i 2005 og samlingen er ikke blevet mindre. Billederne blev dog ikke så gode på grund af det kedelige vejr.
Efter tankning og en kop kaffe med kage fortsatte vi mod Ljusne. Det er en lille by 15 km før Söderhamn og ud mod Bottenhavet. Der er fint skiltet mod campingpladsen fra E4, så efter en tur i den lille COOP Konsum, kørte vi på campingpladsen. En hyggelig men gammel plads som ligger langs med Ljusna elven.
Vårdberget er det man først ser i Ljusne, den store klippe rager højt op i byen. Kraftværket og museet er også et besøg værd. Campingpladsen er nok mest for lystfiskere.
Umeå
Mandag startede med tørvejr og frisk vind, så vi håbede på en dag hvor det også var muligt med motion. Første stop blev i Söderhamn, hvor vi kiggede lidt og fik et par billeder af den specielle kirke.
Hele turen langs Den Botniske Bugt er en flot tur, man kan sagtens bruge en ferie her, hvis man er til små byer, havne og flot natur. Men i år er vores plan længere nordpå. Så næste stop er først i Sundsvall, nærmere bestemt Birsta Stormaknad syv kilometer nord for Sundsvall. Diverse indkøb blev gjort og frisk kage til kaffen klarede vi også.
Vi havde regnet med noget tid omkring Höga Kusten, men der er igen åbnet for vandet, så efter frokosten gik det igen nordpå. Det blev tørvejr og vi fik set Skuleberget, en klippe som rager 284 meter op i landskabet. Der er mange som forsøger at klatre op af siderne, andre bruger trapperne op, de dovne kan køre med skilift op. Vi nøjes med at nyde synet, sidst vi var der, var det så tåget at man ikke kunne se 30 meter op.
Vi håbede nu på tørvejr, så vi kunne få set Örnskjöldsvik, det er tredie gang vi er i den by, hvor det ikke kun regner, men vælter ned. Så det blev kun til et kig op ad skihoppet, mens jeg stod og tankede.
Vejen fra Örnskjöldsvik til Umeå, plejer at være ringe, men den er blevet ordnet, så den er fin hele vejen. Man er også godt igang med Botniabanan, så der er en del broer tunneller at se på, det er et stort anlægsarbejde man her laver.
Lige pludselig er man i Umeå, de sidste 135 kilometer i øsende regn er overstået. Vi booker ind på First Camp Umeå, for en enkelt nat. Pladsen er nu ikke særlig heldig valgt, der står næsten vand overalt, men det kan man ikke laste campingpladsen for.
Jeg kan dog ikke forstå hvordan den kan være femstjernet? Da First Camp startede pladsen op var pladsen OK, men nu bliver der ikke holdt orden, der mange huller i vejene, man glemmer at slå græs, vandslangen til frisk vand sprøjter hele rummet vådt, alle skraldespande var fyldte, man ansætter to skolepiger til at passe receptionen. Man skal passe på med den slags, campister snakker eller læser sammen, lige pludselig mangler man mange gæster. I dag er gruppen efterlønner/pensionister en stor gruppe, som man skal tænke på, de har tid, penge, og omløb i hovedet. De gider ikke stå i kø ved de to åbne badeværelse, når der næsten ikke er campister på pladsen.
Tove har også brokket sig over at viskeren i hendes side ikke var så god, så jeg var inde og købe nyt gummi, så den kunne blive skiftet. Det virkede og så kan man jo håbe på at man aldrig for brug for viskerne mere:-)
Arvidsjaur.
Tirsdag morgen var det stadig regn, men ikke så slemt. Efter morgenmaden pakkede vi sammen og kørte nordpå, vi ville have været en tur rundt i Umeå, men på grund af det våde vejr blev det ikke til noget.
Der er 132 km til Skellefteå, vejen er fin med ny asfalt på et langt stykke. Man ser ikke meget andet end træer på denne strækning, men man kan også se langt ud over skoven, det føles nogle gange som om man ser 100 km væk. Der er også en del store bakker, man kan ikke holde bilen i femte gear med piloten på, der skal røres lidt i gryden. Det bedste på denne strækning var, at det var blevet fint vejr, næsten sol og 13 grader, herligt.
I Skellefteå skifter vi fra E4 til vej 95, det er også tid til en kop kaffe. Herefter er Boliden næste by der skal ses nærmere på, der er ikke meget som kan skrives om den by, det som var mest iøjenfaldende var Figuren af minearbejderen der var ikke andet at skrive hjem om.
Tove fik ideen om at fortsætte ad vej 370 mod Malå, så kunne vi komme forbi verdens længste Linbana, det var også meget fint at se den gamle tovbane i Örträsk, hvor man fragtede malm i det sumpede område. I dag bruger man en strækning på 13 km fra Mensträsk til Örträsk med store kabiner til persontransport, hvor man så kan sidde og spise lækker mad og opleve hvordan en linbana virker
Det hele er et besøg værd, der er skiltet ved vej 370 og vej 365, vi nåede ikke en tur, man starter først turene omkring midsommer.
Vi fortsatte ad vej 365 til årets by i Norrbotten, Glommersträsk. Det er også en lille hyggelig by, jeg var nu mest imponeret af byens gamle Tankanlæg og så stod der Öppet på skiltet. Men de fleste huse var pænt istandsatte, og der virkede pænt og roligt.
Nu manglede vi de sidste 40 km ad vej 95 til Arvidsjaur. Det var hurtig kørt og det første skilt man møder i Arvidsjaur er Camp Gielas det er en stor grusbelagt campingplads. Vi fik vores plads, stillede vognen op og kunne nyde en kop kaffe i solens stråler. I denne fjerne afkrog har man en dejlig plads, fine servicebygninger, trådløs internet, flinke naboer, og sol det meste af døgnet, jeg sidder og skriver dette klokken 23.12 og solen skinner stadig.
Vi gik først en tur rundt i byen, Tove skulle en tur omkring Anna-Lises Souvenirbutik, hvor man kan få alle de bedste varer:-) Det blev til en fin trøje. COOP Konsum skal også altid lige ses efter. Jeg fik kigget lidt på hovedgadens nye ansigt der bliver sat kantsten og lagt brosten, så det er en fryd for øjet. Men vi kom da tilbage til pladsen, med alle vores indkøb.
En biltur op til Lillberget var det næste, når man står oppe i tårnet, ser man hele byen under sig, det er næsten som at komme flyvende henover byen.
Resten af dagen skulle vi lige tjekke mails, snakke med børnene og ikke mindst Victoria:-) Hun kunne nu ikke lige forstå, hvorfor hun kun kunne høre mormor og ikke se hende.
Arjeplog.
Onsdag har vi stadig godt vejr, så vi beslutter at køre til Arjeplog. Arjeplog er Sveriges fjerdestørste kommune, samme areal som Sjælland, Amager, Fyn, Lolland og Falster, hvor der på de fem danske øer bor 2.850.000 mennesker, bor der i Arjeplog kommune 3125 personer, så heroppe kan man brede sig, befolkningstætheden er kun 0,2 indbyggere pr. kvadratkilometer.
Arjeplog ligger på vej 95 mod Bodø, så det er op mod den norske grænse gennem 85 km skov, dog afbrudt af et par steder med lidt mark og et enkelt hus. Det var udenfor myldretid, så vi mødte cirka 8 biler og blev overhalet af 3 biler, vi overhalede også en lastbil. En gang måtte vi stoppe op, en ren stod midt på vejen, men den trak til side, da vi havde taget et billede af den.
Men lige pludselig er man i Norrbottens Friskaste Kommun, hvor 2091 mennesker har slået sig ned, eller er tvunget til at være en del af. Men der er sikkert meget mere liv om vinteren, for området er en gave til vintersportsfornøjelser, der løbes på ski og køres på snescooterer.
Vi startede med at finde torvet, hvor deres webkamera er placeret, det har jeg kigget på utallige gange. Nu stod vi der, og fik vores datter til at kigge på det, vi stod som et par tosser og vinkede, og den var god nok, hun så sin mor og far stå og fægte med arme og ben:-) Skønt når noget virker:-) Hvad folk har tænkt om sådan et par ved jeg ikke, men de vendte hovedet en ekstra gang, da vi gik gennem byen:-)
Arjeplog kirke ligger i forbindelse med torvet, så vi var inde og se den gamle flotte trækirke. Alt udstråler en fred og ro.
Silvermuseet er et vartegn for Arjeplog, et gult hus med hvide knuder, så vi måtte ind og se det, det var også spændende at se de gamle redskaber, dragter, smykker og bælter. Det bedste var næsten at vi også fik set filmen om Arjeplog, på Nordkapp spiller man en 3D film, denne film var næsten lavet på samme måde, og viste meget om Arjeplog. Et besøg her er de 60 svkr værd.
Herefter var vi en tur rundt i byen, der er ikke det store udbud, men heller ikke det store kundeunderlag. Men alt er pænt og i orden. Vi kørte også en tur til campingpladsen, når de reklamerer med at her samles man, så skal det tages med et gran salt, vi talte kun tre campingvogne, tror den ene kun stod til udlejning?
På den lokale torvecafe fik vi lidt lunch, så vi kunne klare os lidt igen.
Herefter kørte vi tilbage mod Arvidsjaur, det var fint at se Arjeplog. Men det er ikke et sted man camperer i længere tid. Turen tilbage er næsten ned af bakke hele vejen. Denne gang mødte vi en lille flok rener på 8-10 stykker, som gik og ventede på os midt på vejen, så vi fik også taget billeder af dem, så de kunne komme ind og græsse videre. Tove var også imponeret over skiltet med en ko, det er ikke hver dag man ser sådan et på disse kanter. Ved en af de utallige flotte søer stoppede vi og satte os på bænken for at nyde en kop kaffe, men sommer er det ikke i 7 graders varme. Men hvad gør det, når et af de store ønsker er opfyldt, at se Arjeplog in natura.
Der er lidt billeder fra Arjeplog som jeg så byen. Tove var også klar med sit kamera, og fik disse ting om Arjeplog
Vel hjemme i Arvidsjaur måtte COOP lige have et besøg. Vi var også en tur inde og se kirken. Tove kunne godt tænke sig en klipning, så en af byens damefrisører fik også klaret det, jeg fik set lidt mere på hovedgadens nye udformning.
Storforsen.
Vi har set Storforsen før, men en af Europas største fosser kan man godt se to gange. Torsdag kørte vi først forbi Arvidsjaurs Flygplats, den er ganske flot og helt ny. Videre af vej 94 mod Älvsbyn, der sker ikke så meget på de 80 km, men ved Vistheden drejer vi til venstre og følger vejen mod Vidsel. Man er ved at lægge ny asfalt på en del af strækningen, men det må vi se mere til næste gang vi er på disse kanter. I Vidsel er det blevet rastetid, det er en hyggelig gammel by, som har fået fred efter at vej 374 mod Jokkmokk er lagt uden om byen.
Storforsen ligger 10 km længere fremme, man har bygget hotel og lagt en campingplads, så man kan nyde udsigten over forsen. Det er også et skønt syn som møder en, det kan ikke beskrives med ord, det skal opleves. Når man hører vandet buldre, og det gør det 24 timer i døgnet og har gjort det i tusinder af år, så forstår man hvad natur er for en størrelse, det er imponerende, storslående, fantastisk, der er ikke andet at sige, oplev det, det er et minde for livet. Sådan oplevede vi Storforsen denne dag.
Vi fortsatte turen langs med Piteälven, vi kunne også følge den et stykke, var nede ad et par små veje, fik også set et par flokke af rener, som lå og tyggede drøv. Men vil ikke anbefale andre denne tur, for de sidste 30 km inden vej 45 Inlandsvägen, er gennem det svenske militærs område, så man må dårligt nok kigge ud af bilen. Mens ellers er det en dejlig tur, med grusvej de sidste 10 km, man føler virkelig velbehag når der igen er asfalt under dækkene.
Efter syv kilometer på vej 45 er man ved Piteälven igen, her stopper næsten alle campister, de skal lige se elven og den gamle bro over Piteälven.
Turen tilbage til Arvidsjaur er 60 km, og man passerer kun en lidt større by, Moskasel, det mest oprivende ved den by er, at man både fra vej 94 og vej 95 ser en masse skilte med x-antal km til Moskasel. Inlandsbanan har også stoppested i Moskasel, og i den forbindelse er Rallarmuseet åbent, det er et museum om bygning af jernbanen. Man kommer også igennem Akkavare, byen som vi kunne se fra udsigtstårnet på Lillberget i Arvidsjaur.
Tilbage i Arvidsjaur og Tove ville gerne gense Lappstaden og Hembygdsgården, det fik vi så også set. Vi har også planlagt at køre sydpå ad vej 45 i morgen, så Tove ville også gerne lige gense Coop Konsum, som hun sagde, det varer jo et par dage før vi er her igen:-)
Indlandsvägen.
Turen ad E45, Indlandsvägen, betragtes af mange campister som en tur igennem en skov, men sådan ser vi det ikke. Der er skovstrækninger, men der er så varieret et terræn, med skov, søer, elve, byer, klipper, gamle broer, den gamle vej 45, og ikke at forglemme alle de dyr man møder undervejs. Indrømmet, for 20-25 år siden var det mest huller og buler man huskede vej 45 for, men i dag er den lige så god som alle andre veje.
Vi havde en herlig tur fra Arvidsjaur til Östersund, det er kun 465 kilometer, så det er ikke hele vej 45, men vi fik set et utal af rener, en enkelt elg, en masse fugle, en hel del natur. Vi har kørt strækningen før, og har kigget på de få byer undervejs, så de fik ikke meget tid denne gang.
Det som er værst ved sådan en tur er, at man ser skiltet med Östersund 465 km, man bliver næsten træt på forhånd.
Vi har samlet et par billeder fra denne dag på Indlandsvägen
Östersund camping.
Vi kørte hele turen fra Arvidsjaur til Östersund, fordi der ikke skulle være så langt til Trondheim.
Vi har været flere gange på Östersund camping, men de er ved at være for smarte. Hvorfor kommer i så på den plads? Nu ligger det sådan at Östersund ligger i centrum, når man skal nord eller sydpå, hvis man skal øst eller vestpå.
Jeg ville også gerne sende børnene et par billeder og læse lidt i gæstebogen, se vejret for Norge, tjekke min mail. Spurgte om de havde internet? Jo de havde trådløst internet, jeg skulle bare starte min dator, så de kunne tjekke min IP-adresse, så kunne jeg købe en time for 40 kroner, fire timer for 80 kroner, otte timer for 120 kroner. Det synes jeg er ågerpris.
Skulle måske lige fortælle, at i Arvidsjaur er trådløst internet med i prisen, og man har det 24 timer i døgnet.
Trondheim.
I 1978 holdt holdt Tove og jeg vores første ferie sammen, turen gik til Trondheim gennem Gudbrandsdalen. Den tur har vi ikke kørt siden, så vi vil derfor gøre det i år med Kaben og ikke med telt. Tove har længe haft en drøm om at se Nidaros Dom i Trondheim indvendigt.
Vi startede i Östersund med fint vejr og 12 graders varme, de første 100 km til Åre, det er en fin god vej. Fra Åre og til grænsen ved Storlien begyndte det ustadige vejr, regn og blæst. Vi skulle have taget nogle billeder fra grænsen, men det væltede ned, så det blev ikke til noget.
Storlien og ned gennem Stjørdalen mod Stjørdal er i en stor kløft med elven i bunden og typisk norsk vejbygning, så mange sving som muligt. Men nu går det temmelig stejlt ned, så dem der skal op, har ikke så meget fart på. Men ned af, skal man ikke overholde det med 70 og 80 km, vi blev lystigt overhalet af nordmænd med trailere, men de kender jo også alle svingene. Men vi fik set den flotte natur.
Fra Stjørdal og mod Trondheim kørte vi på den nye motorvej, som starter med et betalingsanlæg. Gad vide om man finder de mest sure nordmænd til at passe disse anlæg, han gloede så ondt på os, så man tror det er løgn. De næste 20 kilometer ind til Trondheim ligger utrolig flot, her har man også gravet tunneller og fået vejen til at rette sig ud, så det var en hel fornøjelse at køre i Norge. Vi kom dog også lige til et betalingsanlæg mere, hvor man havde ansat de mest sure kvindfolk til at modtage betaling. Så det blev 45 kroner og to sure nordmænd, tror at hende jenten blev endnu mere sur da jeg sagde "Ha en bra dag,du"
Vi havde en plan om Sandemoen camping, vi fandt dog kun en plads med to autocampere, og en masse gammelt ragelse, skrot, udsigt til endnu mere ragelse og en hullet plads, man kan ikke ligefrem sige de opper sig for at skaffe turister til byen. Så vi kørte direkte ind til byen og så på den. Tove fik også sin drøm om at se Nidaros Dom indvendigt opfyldt, vi gav 100 kroner for at se den indvendigt. Kommer du til Trondheim, så brug de 100 kroner til noget andet, det er en norsk pengemaskine. Vi har set utallige kirker som er flottere og hvor det ikke kostede noget, man måtte ikke tage billeder inde i kirken, der render folk rundt og passer på man ikke tager billeder eller video, så vi kan ikke vise noget fra den mørke og grå kirke Nidaros Dom.
Trondheim har i snit 20 regnvejrsdage om måneden, og vi var heldige at ramme en af dem, så det blev kun lidt tid i byen, men vi har også været her før, så vi ville hellere fortsætte på turen mod Dombås.
Turen over Dovrefjellet.
Hele E6 gennem Norge er to spor og en masse sving, men de har fået harvet, tromlet og lagt asfalt på vejen, så man kan sidde stille i bilen. Det er skønt at køre her, når man er turist, og overholder skiltning med hastigheden. Skal man fragte varer, og det gør man, så er det fandens irriterende hele tiden at have sådan en Brian i røven, som vil køre 89 km/t alle steder.
Norge er et eventyrland at køre igennem, det ene hjørne er flottere end det næste. Man finder ikke en flottere natur nogen steder. Vi fik set en utrolig masse flotte bjerge, elve, dale, snedækkede toppe, og så var der en anden ting vi kunne følge på nært hold, et cykelløb fra Trondheim til Oslo.
Den Store Styrkeprøve, hvad der får folk til at køre den strækning, op og ned af alle de bakker, det er mig en gåde, og det var ikke bare unge mennesker, som skulle bevise noget, jeg så på nogle af de gutter som var inde og samle kræfter i Dombås, de havde passeret de 50 år.
Vi fik forøget underholdningen ved at se på disse cyklister og hilse på deres sponsorer, koner, kærester, børn på hele turen fra Trondheim til Dombås.
Vi stoppede ikke så mange gange, ved ikke hvorfor man ikke laver nogle vigespor, så man kan stoppe og nyde synet af et vandløb ned af bjerget, en gammel bro, en dyb dal, men det gør man ikke. Vi fik dog stoppet ved Dovregubben. Vi havde dog nær kørt forbi, for i 1978, da vi sidst var her, da stod den gæve gut på den anden side af vejen, hvem kunne lige vide at nordmændene havde flyttet E6?
De sidste kilometer til Dombås er ned ad bakke, sammen med en masse cyklister. I Dombås gør vi holdt og finder en campingplads. Vi skal bare have et sted at holde, lidt vand og et toilet, så det bliver på Domaas Gård, med en fin udsigt over byen.
Vi har samlet lidt billeder fra turen over Dovrefjellet 2009, et par stykker ved Dovregubben der er også nogle billeder fra Dombås 2009
Trollstigen.
Trollstigen er et af målene for mange som besøger Norge, jeg har læst om vejen, har set billeder. Har også haft en drøm at se den i virkeligheden. Så vi lod Kaben stå i Dombås og kørte ad E 136 mod Åndalsnes.
Det er en flot tur med masser at se på, vi fik også stoppet et par gange ved nogle flotte vandfald, fik også set et savværk drevet ved hjælp af vand. Lige pludselig har man kørt 100 km, og skal nu til venstre op mod Trollstigen. Man venter nu kun på om vejret er fint, om den nu også er så imponerende som alle skriver. Det går hurtigt med de 15 kilometer vej, der ligger også nogle pæne campingpladser på dette stykke.
Så ligger de 11 hårnålesving foran dig, badet i sol og helt klart vejr. Imponerende syn som møder en, vi startede med at læse og se billeder på startpladsen. Så gik det opad, alle sving har navne, det er vejkunst, som her fremvises.
Ved Stigfoss Brua, gør næsten alle holdt, det er halvvejs oppe, det er fantastisk at stå der og tage et vue ud over hele dette vejsystem. Man kan slet ikke se de næste serpentinerveje, som skal bringe en helt på toppen til Trollstigen plateauet.
Vel oppe på plateauet har man den flotteste udsigt, der er også de sædvanlige souvenirbutikker. Vi var rundt og se på det hele, fik også købt en lille ting til Victoria. Når der er mulighed for det, så skal vi også lige røre ved sneen, det er måske kun os der synes man skal det? Men det skal vi. Herefter fortsatte vi op til kommunegrænserne mellem Rauma og Norddal, her fik vi en pause med kaffen og et kig på naturen. Vi kunne også se at dette sted er med til at hente turister til Norge.
Vi vendte om og tog turen tilbage ned ad Trollstigen, det er lige så fantastisk, det er i min termologi, et af verdens syv vidundere. Du kan se et par billeder fra Trollstigen at se dette i solskin og helt klart vejr, det kan ikke beskrives, det skal opleves.
Lillehammer.
Vi havde en ide om at køre til Lillehammer, det var også fint vejr, 23 grader og masser af sol. Men det går ikke altid som man forventer.
En gang skal være den første, for os skete det i dag, ved Ringebu lød det som motoren var gået helt kaput. Vi kunne køre 50-60 km i timen, og det lød ikke særlig godt fra motoren.
Vi fandt en NCC-plads, som lå lige ved E6, vi fik booket plads og måtte selv vælge den ud, fik derefter bakset vognen på plads. Så er det man spekulerer på, kan man få bilen lavet? Hvornår kan den blive lavet? Hvor ligger der et Mitsubishi værksted. Lige her savner man sit internet, men vi ringede til børnene og de fandt nogle værksteder i nærheden.
Mandag morgen klokken 5.00 kørte vi uden Kaben til Lillehammer, vi skulle finde KILLI AUTO, med en GPS går det strygende. På den tid af morgenen generer man ikke så mange, og vi trak til side, hvis der var nogen som havde travlt. Ved KILLI ventede vi på at de skulle åbne, værkføreren kom på job klokken 7.15 og hilste pænt, kunne godt se at der var et par danskere, som havde problemer.
Klokken 7.25 kom værkføreren ud til os og spurgte til vores problem, jeg kunne fortælle hvad bilen gjorde. Han kiggede lidt på den og sagde, det er motorstyringen, som fejler, vi tester den, så vi kan se hvad der er galt. Fem minutter senere kørte han den på liften, og vi stod og ventede.
Klokken 8.15 blev bilen kørt ud igen, det var en turboslange som var løs/ødelagt, men nu kørte den igen som en drøm. Hvis alle som kører i stykker i udlandet, bliver hjulpet så pænt, så er der ingen grund til at blive nervøs. Vores største tak til KILLI - med hele veien Mitsubishi i Lillehammer og Otta.
Vi kunne fortsætte med at se på Lillehammer og derefter køre tilbage til Ringebu, for at hente Kaben.
Fra Ringebu fortsatte vi ned ad E6 mod Hamar, vi sendte også venlige tanker op til KILLI, da vi passerede Lillehammer. I Hamar tog vi vej 25 mod Elverum, her fandt vi en campingplads som ligger på vej 20 mod Kongsvinger.
Elverum Camping ligger lige ned til elven Glomma, vi fik en plads i alt roderiet, blandt bilvrag, trailere, forladte campingvogne og en masse vilde træer, der skulle ikke bruges mønter til bad, så vi slap med 240 kr for en nat.
Vi fik også kigget lidt på byen, den er meget anderledes fra sidst vi var her, men det er jo også et par år siden:-) Nærmere bestemt 31 år siden.
Ingestrand Camping Arvika
Nu længes vi efter Sverige og lidt ordnede forhold, så vi fortsatte vores tur mod Arvika. Vi fulgte vej 20 til Kongsvinger, herefter er det vej 2 mod Magnor og grænsen.
Ved grænsen skulle vi lige kigge lidt og tage et par billeder. Tove elsker alle disse telte med en masse ra... hun fik også købt en sød bluse til Victoria med teksten "Mormors Älskling" jeg fik ikke lov at set alt hvad der var i posen, men er sikker på at der også var en CD med Lasse Stefans eller Christer Sjögren. Jeg fik også taget et par Grænse billeder
Fra grænsen er det vej 61 mod Arvika, her var vi inde og se lidt på byen. Vi fik også spist frokost ved den gamle kirke. I arvika er der også et mindre bjerg med et tårn hvor man kan se hele byen fra oven. Der er et par billeder fra Arvika
Så fortsatte vi til Ingestrand Camping, som ligger 3 km udenfor Arvika, lige ned til Glafsfjorden. Vi fik en plads lige ned til vandet. Det er en virkelig dejlig plads, plane pladser, nyslået græs, fejet og revet alle steder, servicebygning virker. Tove kunne udpege stedet hvor vi lå med telt for 31 år siden.
Lige nu er vi ved at smelte, det er 27 graders varme, sommeren er kommet til Sverige.
Vi havde en ide om at tage en tur omkring Trollhättan, men vi var begge mætte af oplevelser, så ved fælles overenskomst blev vi enige om at køre i Stuga, vores svenske sommerhus. Vi har ikke været der i tre uger, så det kunne sikkert også trænge til pleje?
Så vores ønsker om at se Arjeplog, at nyde midnatssolen, at køre vores første ferietur fra 1978, at nyde Sverige, ja de ønsker er opfyldt nu.
Så et par dage i Stuga kan være skønt. Örkelljunga kalder:-)
Tove og Knuds hjemmeside om camping, børn og meget andet.